En god investering

marts 29th, 2015 | Posted by Annie Stahel in Uncategorized

Stress og udbrændthed er blot nogle af konsekvenserne af at være pårørende til en alvorligt eller kronisk syg. Det viser den undersøgelse, som Pårørende i Danmark har fået lavet af pårørendes situation. Og det kunne vi høre i middagsradioavisen Palmesøndag den 29.marts i 2015 kl. 12.00.

Journalist Eva Dalgaard Andreasen fortæller i radioavisen om Lillan Albeck på 58, der er gift med Henning, der ulykkeligvis er ramt af Alzheimers. Og dén sygdom har ændret alting for Lillan. Det kan for eksempel være, man er nødt til at melde afbud til et arrangement, fordi Henning har en dårlig dag. Men det er også bare til daglig fast arbejde, for Lillian skal hjælpe Henning med alt – lige fra at tage tøj på til at huske en aftale hos lægen.

Lillan er desværre ikke alene. Undersøgelsen fra Pårørende i Danmark viser, at næsten halvdelen af de pårørende til kronisk syge med Alzheimers, sklerose og andre alvorlige sygdomme viser tegn på stress og udbrændthed. Næsten hver 5. pårørende udvikler selv en diagnose pga. belastningerne.

Der skal udvikles en række landsdækkende initiativer, siger formand for Pårørende i  Danmark, Marie Lenstrup. For hvis den pårørende ender med selv at blive for syg til at løfte omsorgsopgaverne for den sygsdomsramte, så er det et alvorligt problem – også for den sygdomsramte – og ikke mindst samfundsøkonomisk, fordi det kommer til at bide sig selv i halen i forhold til sundhedsøkonomien og vores plejesektor.

Lillan Albeck er helt enig: ”Kommunerne er nødt til at være på forkant og hjælpe os, så vi ikke bliver så nedslidte at vi også skal hjælpes.”

Jes Søgaard, der er afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse og professor i Sundhedsøkonomi, mener, at der bør laves initiativer på området. For ikke nok med, at det giver dårlig livskvalitet, hvis den pårørende bliver udbrændt. Det er faktisk også dyrt. Det kan blive ret bekosteligt for samfundet, siger Jes Søgaard, der mener, at det er en god investering at tage hånd om de pårørende, inden de også selv bliver syge – og det er dokumenteret af undersøgelser, bl.a. på Alzheimer-området.

Hør selv radioavisen her:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4kbh/radioavisen-2015-03-29-12-00/#!/

Du skal ca. 7 minutter ind i radioavisen, før temaet starter.

P4 Radioavisen kl 12 Palmesøndag

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 Responses are currently closed, but you can trackback.