Nyhedsbrev marts 2017

marts 5th, 2017 | Posted by Paaroer i DK in Uncategorized - (0 Comments)

Kære medlem

Nu pibler foråret frem overalt og giver forhåbentlig lidt ny energi til indsatsen som pårørende. Et af forårstegnene er, at det er tid til generalforsamling – og vi vil også gerne fortælle om Pårørendedagen, som bliver en årlig begivenhed.

GENERALFORSAMLING
Pårørende i Danmark holder generalforsamling lørdag d. 1. april kl. 14.30 i Aktivitetshuset, Skovledsvej 2, 4772 Langebæk. Vi starter med et kort oplæg ved formand Marie Lenstrup med titlen “Selvkørende pårørendegrupper – hvorfor og hvordan”. Efter en kaffepause afholdes selve generalforsamlingen med dagsorden ifølge vedtægterne. Du kan se den fulde dagsorden på hjemmesiden. Tilmelding er ikke nødvendig men kun medlemmer, der har betalt kontingent for 2017 kan deltage i afstemningerne.

 

PÅRØRENDEDAGEN
Var du med til Pårørendedagen d. 2.2. på Københavns Rådhus? Det blev en forrygende dag, som vi er stolte over at have taget initiativet til at arrangere sammen med kommunen. Der var fuldt hus i den smukke festsal, hvor pårørende, politikere, fagfolk og patientforeningsfolk sammen satte pårørendes vilkår i fokus, særligt i forhold til mødet med kommunernes folk.

Særligt interessant for det fremtidige arbejde var et oplæg fra Sverige, hvor man har en pårørendevejleder i hver eneste kommune til at rådgive, oplyse, skabe netværk og på anden vis støtte de pårørende. Der er 450 pårørendevejledere i Sverige. I Danmark er der 3. Det vil vi rigtig gerne ændre på, så i den kommende tid følger vi op på Pårørendedagen ved at gå i dialog med kommunale og nationale politikere om mulighederne for at flere kommuner ansætter pårørendevejledere.

Vi vil fejre Pårørendedagen hvert år d. 2.2. og er allerede i tænkeboks om, hvad temaet skal være i 2018.

 

De bedste hilsner

Marie Lenstrup

Formand, Pårørende i Danmark